Thomas Ashworth udnævnt til kaptajn på U19 landsholdet

Thomas Ashworth i midten sammen med nu fire holdkammerater på landsholdet. 

Som om det ikke var flot nok i sig selv at få 11 spillere med på den 43 mand store roster, har Thomas Ashworth fået tildelt titlen som en af holdets fire kaptajner.

Thomas har siden 2014 været på både U17 og U19 landsholdet, og er logisk nok stolt over udnævnelsen:
"Det er en stor ære at være kaptajn på det danske U19 landshold, og jeg vil gøre mit yderste for at lede drengene bedst muligt ud på banen i morgen! Mine forventninger til kampen er at det ikke vil blive en nem kamp... Finland er store, men vi har selvfølgelig teknikken på vores side!"

I løbet af de sidste par år har Thomas været både omdrejningspunkt og kaptajn på Gold Diggers succesfulde U16 og U19 hold, hvilket vidner om at også landsholdet er i trygge hænder.

Kampen mod Finland spilles kl 17 dansk tid og livestreames via følgende link:
http://www.sajl.fi/maajoukkueet/u19-maajoukkue-miehet/u19-nordic-junior-championships-/#token-5596746

Nordisk U19 Mesterskab i Finland

Når det danske U19 landshold i morgen indtager banen imod det finske hold, er Gold Diggers repræsenteret med ikke mindre end 11 spillere. De 11 spillere placerer Gold Diggers på en delt førsteplads over de hold der bidrager med flest spillere til landsholdet, sammen med Aarhus Tigers. De to hold, der spillede om guldet i årets Development Bowl, bidrager altså sammenlagt med 22 af spillerne til den 43 mands store roster.

Søllerød Gold Diggers er på landsholdet repræsenteret af:

  • Martin Stabel Ryttersgaard (LB)
  • Patrick Boel Stjernholm Micheelsen (DB)
  • Alexander Mark Ibsen-Abela (WR)
  • Nicklas Lund Hansen (RB)
  • Albert Egholm Hende (DL)
  • Mark Harboe Voll (DB)
  • Emil Posborg Jensen (LB)
  • Jóhann Utne (OL)
  • Thomas Mikkel Asworth (WR)
  • Anton Frederik Engelbrecht (WR)
  • Albert Kjøller Jespersen (DL)

Første kamp for Danmark er som skrevet i morgen, torsdag d. 20/10, og har kickoff kl. 18. Danmark møder det svenske landshold kl. 13 dagen efter, og den sidste kamp står imellem Finland og Sverige d. 22/10.

Alle kampe bliver livestreamet via dette link: https://www.youtube.com/watch?v=GVePQKkAoeE

 

Patrick Tambour til Finland

Patrick Tambour skal til finske East City Giants

Seniorholdsspilleren og U16 defensive coordinator, Patrick Tambour, har underskrevet en kontrakt med East City Giants fra Helsinki, Finland.
Patrick, der tidligere har spillet for serbiske GAT Novi Sad, er derfor at finde i Finland fra april 2017, hvor han vil fungere dels som spiller, men også som defensive coordinator for East City Giants U17 hold.

Vi ønsker Patrick alt held og lykke med sæsonen i det finske, og glæder os til at følge ham og se hvad han bringer med hjem af erfaringer i bagagen.

East City Giants har lavet et interview med Patrick, hvilket kan læses ved at kopiere følgende link: http://www.ecg.fi/uutiset/ecg-vahvistuu-kahdella-import-pelaajalla/

Endnu en HC fortsætter

Head coach Jan Hamburger er at finde i guld næste sæson - foto: Kenneth Ulrich

Efter sidste uges nyhed om Troels Vestergaards forlængelse som head coach, kan vi i dag med stor glæde offentliggøre endnu en genansættelse i Gold Diggers trænerstab.

Denne gang er det blevet Jan Hamburgers tur til at sige ”ja tak” til endnu en sæson som head coach for både Gold Diggers U19- og U21 hold. Efter sidste sæsons guld til U19 holdet er forventningerne til næste sæson naturligvis store, hvilket dog ikke afskrækker Jan:

Sidste sæson var første gang Gold Diggers forsøgte sig med et U21 hold sideløbende med U19 holdet, og det skal ikke være nogen hemmelighed at vi har arbejdet med at finde de rigtige løsninger på projektet. Vi har fået nogle gode erfaringer med i bagagen, og jeg forventer at spillere og trænere sammen kan løfte niveauet. Jeg skænker på nuværende tidspunkt ikke placerings-resultaterne den store tanke, men jeg har meget høje forventninger til vores udvikling af spillerne.
Henover off season kommer vi til at fokusere primært på at blive fysisk stærkere, hvilket vil åbne døre i forhold til vores taktiske og mentale tilgang til kampene næste år”.

At være head coach for to hold er ikke nogen nem opgave, men formand Casper Reinhardt er ikke et sekund i tvivl om at Jan er den rette mand og udtaler:

Vi er meget glade for at Jan har valgt at fortsætte i klubben. Sidste sæson kastede vi os mere eller mindre med hovedet først ud i at køre et U19 og U21 hold samtidig, og på trods af at vi til tider følte vi famlede lidt i blinde, formåede Jan at finde vejen. Jan har været en fantastisk træner i sit første år med klubben, og det bliver spændende at følge udviklingen af de to hold i hans andet år som head coach i SGD”.

U19 og U21 holdet vil, ligesom sidste år, træne sammen og en dato for offseason start vil komme snarest.

Troels Vestergaard fortsætter

Head Coach Troels Vestergaard

Det er med stor glæde at Søllerød Gold Diggers kan annoncere, at seniorholdets Head Coach, Troels Vestergaard, har takket ja til endnu en sæson som frontmand for klubbens seniorhold.

Spurgt om hvad han har af forventninger og planer op til næste sæson, svarer Troels:
”Jeg håber selvfølgelig, vi bibeholder de fleste nuværende coaches, så vi kan få lavet de nødvendige omstruktureringer på vores offseason-træning. Samtidig forventer jeg, at vi som hold kommer til at være langt bedre sammenspillet, end vi var sidste år. Nu skal vintermånederne bruges på at justere på både offense og defense, så vi kan stå så stærkt som muligt, når sæsonen starter.

 

Seniorholdets træningstider vil blive offentliggjort snarest muligt.