Lørdag d. 9. juni 2013 var en særlig dag for Søllerød Gold Diggers. Det var nemlig 10 år siden, at klubben blev stiftet, og det blev markeret med et særarrangement og en jubilæumskamp i Nationalligaen mod Esbjerg Hurricanes.
Gold Diggers fejrede de 10 års jubilæum med maner ved at lukke Hurricanes helt ned. Det var en ensformig kamp, og da kampen blev fløjtet af, stod der 72-0 på tavlen.
Udover flot vejr og solid football bød dagen også på traditionel fejring af jubilæet med kage og kaffe. Desuden blev Gold Diggers' #57 Alex Thomsen hædret, da han som den eneste spiller på holdet har været med i alle klubbens 10 år.
For holdet var det vigtigt at få tanket selvtillid op ovenpå det store nederlag til Raiffeisen Vikings i EFL kvartfinalen tidligere på måneden. Det har man også mulighed for i den næste Nationalliga-kamp mod Horsens Stallions d. 23. juni, inden det for alvor går løs i topbraget mod Triangle Razorbacks d. 29. juni.