STEM: SGD Hall of Fame 2016

SGD introducerer dette års Hall of Fame afstemning.
Søllerød Gold Diggers Hall of Fame er skabt for, at hædre klubbens vigtigste personer gennem tiderne. Personer som har haft en altafgørende betydning for organisationen, optages i dette fine selskab. SGD Hall of Fame optager et nyt medlem hvert år og valget af denne person, afgøres af den siddende bestyrelse, samt klubbens fans. Bestyrelsen tæller 50 % i afstemningen, så de resterende 50% er altså op til jer at afgøre. Stemmerne fra fans opgøres i procenter, og den nominerede med flest stemmer, sammenlagt fra fans og bestyrelsen, optages herefter i det fine selskab. SGD Hall of Fame har på nuværende tidspunkt ét medlem, tidligere træner og sportsdirektør Kim Ewé der blev optaget i 2015.
Det er efter sidste års introduktion blevet besluttet at kravet for indstilling for spillere, er 3 år fra indstilling af karrieren.

De nominerede til SGD Hall of Fame 2016 er:

Rasmus Aabo
Rasmus var en af de bærende kræfter de første år af klubbens eksistens. Han bemandede i mange år formandsposten, og havde stor andel i beslutningen om at hente Kim Ewé til klubben. Klubbens ungdomsafdeling blev også til under Rasmus’es regime, og han var i mange år en stor leder i projektet Søllerød Gold Diggers.

Bjørn ”Basse” Stadil
Basse var faderen af SGD’s ungdomsafdeling. Herfra lykkedes det ham at knytte et tæt bånd og til de unge spillere, og rekruttere mange af de spillere der de senere år har været med til at bære klubben. Basse prædikede disciplin, hårdt arbejde og bidrag til fællesskabet, værdier der stadig afspejler klubben i dag. RB Daniel Pedersen der løb sig til en Mermaid Bowl MVP, er blot et eksempel på et af Basses produkter, der også inkluderer David Rathsach(U19 LB coach), Marcus Clausager(marketingsansvarlig) og den nuværende formand og ungdomsansvarlige Casper Reinhardt.

Sanne Ewe
Sanne kan bedst defineres som ”klubbens mor”. Havde det ikke været for Sanne, havde der ikke været et Søllerød Gold Diggers i dag. Hun er allerede optaget i forbundets hall of fame, og hendes kandidatur til SGD Hall of Fame er en selvfølge. Sanne har i igennem mange år, på skift, bemandet næsten samtlige poster i klubben. Alt fra kasserer til medic er det blevet til, altid med et smil og med overskud.

Alexander Cimadon
Quarterback for senior holdet i klubbens bedste år. Den tidligere flag football quarterback har flere danske mesterskaber, en EFAF Cup sejr i 2012, samt æren af udnævnelsen som den mest værdifulde spiller i Nationalligaen, på CV’et. Cimadon var en ledende figur på og uden for banen i jagten på de trofæer der i dag pryder pokalskabet i Søllerød Gold Diggers.

Kristian Nielsen
Kristian spillede defensive back på seniorholdet i en lang årrække. Her var han en uvurderlig leder, og frontfigur for den unge generation af SGD spillere. Kristian har i sine mange år med amerikansk fodbold vundet både danske, udenlandske og internationale trofæer.  Kristian blev af mange unge spillere beskrevet som en faderfigur i klubben.

Det er muligt at afgive din stemme ved at trykke ind på: http://goo.gl/forms/LkoiMxiySM

Afstemningen lukker den 25. Januar 2016.