I sommers lykkedes det at tilknytte Jacob Reinhardt som assistenttræner på klubbens U10/U12 hold, en opgave som han har udført til UG!
Derfor var det også oplagt at den 24 årige lillebror til klubbens tidligere formand Casper Reinhardt, kunne overtage jobbet som cheftræner i 2020.
“Vi er meget begejstret for at have tilknyttet Jacob som cheftræner. Den samlede bestyrelse kunne se den glæde Jacob udstrålede ved at arbejde med de unge, et humør der smittede af på dem, og som blev bragt med fra træning til stævner.” - udtaler bestyrelsesformand Niels Neipper.
Jacob kom til SGD i sommeren 2019, med en fortid som træner i fodboldklubben BSV af 2016, hvor han de sidste mange år har trænet alt fra U12 til U17. Det er altså en erfaren træner som klubben har lykkedes med at tilknytte, og vi glæder os meget til at følge ham i fremtiden. Jacob var selv en del af SGDs første U13 hold tilbage i 2008 som quarterback.