SGD udvider med Cheerleaders!

Det er med stor glæde, at vi kan meddele, at vi i Søllerød Gold Diggers i 2016, vil kunne byde de mange football fans i Danmark på cheerleading, når man besøger Rundforbi Stadion. 

Grundet den store medlemstilgang over de seneste år, er der desværre opstået den triste situation, at vi er blevet presset af de begrænsninger som Dansk Amerikansk Fodbold Forbund, har sat på max antal spillere i spillertruppen. Dette betyder at alle spillere omkring klubbens elite National Liga hold, ikke har mulighed for at blive udtaget til kampene. 

For at sørge for at tilbyde alle medlemmer i foreningen et produkt, er det derfor blevet vedtaget på bestyrelsesplan i samarbejde med det sportslige udvalg, at de spillere der bliver sorteret fra, derfor skal agere cheerleaders på kampdag. På den måde, kan de stadig være med til at bidrage til klubbens fremgang, og heppe på deres holdkammerater, i deres forsøg på at genvinde det danske mesterskab, samtidig med de får noget for deres kontingentpenge. 

"Det er en ærgerlig situation vi er kommet i, men samtidig er vi utroligt stolte af det nye initiativ der byder på endnu flere muligheder for vores medlemmer. Vi mener selv at det er en stor start for amerikansk fodbold i Danmark, og efter lange diskussioner omkring hvordan vi kunne skaffe flere tilskuere på stadion, blev vi enige om at appelere til specielt kvinderne, ved at kunne tilbyde dem lidt underholdning." - udtaler marketings koordinator Marcus Clausager, til klubbens hjemmeside.

Netop underholdningen er vigtig, og derfor besluttede den samlede spillertrup, at cheerleadingen skulle foregå i bar overkrop og amerikansk fodbold bukser. Vi glæder os meget til første kamp den 9. april, hvor det nye tiltag vil blive "luftet" for første gang.